Østromerske Rige
Østromerske Rige (byzantinske Rige, græske Kejserdømme), det ene af de to riger, hvori Theodosius den Store 395 e.Kr. delte det romerske verdensrige, omfattende alle romernes provinser i Asien, i Afrika, Ægypten og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien, Dacien, Makedonien og Achaia; Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige.
Romerrigets østlige halvdel, med den nylig anlagte hovedstad Konstantinopel, gjaldt for den rigeste og mest sikrede; ved delingen tillagdes den derfor den ældste af Theodosius' to sønner, Arcadius, mens den yngre, Honorius, fik det vestlige rige med Rom til hovedstad. Begge var børn ved farens død og fik derfor formyndere, Honorius vandalen Stilicho, Arcadius galleren Rufinus, og denne var den egentlige styrer, mens Arcadius (395-408) kun havde navnet.
Da Rufinus allerede 395 blev dræbt af goten Gainas, fik først eunukanføreren Eutropius magten, siden Gainas selv; 399 blev denne dog for trængt, og Arcadius regerede nu under indflydelse af sin rænkefulde hustru, Eudoxia. Han fulgtes af sin søn, Theodosius 2. (408-50), under hvem en krig med Persien 422 endte med en deling af Armenien mellem de to riger, mens man tilkøbte sig ro over for hunnerne ved at betale dem en årlig tribut; hans navn er knyttet til en lovsamling, Codex Theodosianus, der indeholdt alle de siden Konstantin den Store udstedte forordninger. Efter hans død udråbtes hans søster Pulcheria til kejserinde, og hun ægtede den gamle, dygtige senator Marcianus, som efter sin hustrus død (453) regerede ene til 457. Hans efterfølger, Leo 1. (457-74), led et blodigt nederlag over for vandalerne, som plyndrede Middelhavets kyster; hans svigersøn, Zeno Isaurieren (474-91), måtte kæmpe om magten med sin svigermor, Verina, og andre. Ved at ægte Zenos enke, Ariadne, blev Anastasios 1. kejser (491-518); han fulgtes af en gammel kriger, bondesønnen Justinus 1. (518-27), der, selv barnløs, adopterede sin brorsøn Justinian og tog ham til medregent.
Under Justinian 1. (527-65) fik riget en glimrende tid. Mod de fra nord fremtrængende slaviske folk, der nu afløste germanerne som rigets hovedfjender, havde allerede Anastasios 1. befæstet hovedstaden ved en 50 kilometer lang mur fra Propontis til Sortehavet; Justinian styrkede grænsen ved en række fæstninger langs Donau og syd derfor. Hans feltherre Belisar gjorde ende på vandalerriget i Afrika (533-34), og efter næsten 20 års kampe lykkedes det at vinde Italien fra østgoterne (553); også fra vestgoterne i Spanien toges en række søstæder. Mindre heldig var Justinian over for persernes krigerske konge Kosru Nuschirwan, men den endelige fred 561 opretholdt dog den tidligere østgrænse. I det indre gennemførtes enevælden og religionsenheden fuldstændig; Konsulatet blev ophævet 541, filosof skolen i Athen blev lukket 529, og de sidste tilhængere af platonismen og hedenskabet blev tvunget til at udvandre; den strengeste ortodoksi herskede. På partikampene i selve hovedstaden toges med kraftig hånd, og den såkaldte Nika-opstand blev knust i blod af Belisars tropper. Rigets enhed fremmedes ved den store lovsamling Codex Justinianeus (529), hvortil sluttede sig fortolkningerne (Pandekter eller Digester) og en lærebog (Institutionerne) samt de siden fremkomne forordninger (Novellae).
Af Justinians landevindinger gik byerne i Spanien delvis tabt allerede inden hans død, og under hans brorsøn, Justinus 2. (565- 78), erobrede longobarderne Italien 568, mens perserkrigen begyndte på ny, således at kejseren blev tvunget til at tage livvagtens anfører, den dygtige Tiberius, til medregent. Han kæmpede også heldig mod perserne og efterfulgtes af sin svigersøn, Maurikios (582-602), der blev afsat af hæren, som indsatte Fokas til kejser (602-10). Denne befæstede sit herredømme med endeløs grusomhed, indtil den ægyptiske statholders søn, Heraklios, til sidst rejste opstand imod ham og fik ham dræbt.
Under Heraklios (610-41) begyndte nye kampe mod perserne, og disse trængte endog frem lige til Bosporusstrædet. Kejseren købte dem bort og benyttede den derved vundne tid så godt, at han kunne trænge langt ind i Perserriget og tvinge dettes konge til en fred, hvorved han tilbagegav alle sine erobringer (628). Kort efter fik Heraklios dog i araberne endnu farligere fjender, og allerede i Heraklios' tid erobrede disse både Syrien (633-40) og Ægypten (639-42); inden århundredes udgang havde alle Heraklios' øvrige besiddelser i Nordafrika samme skæbne (Karthago 698). Heraklios fulgtes på tronen af sin søn Konstantin 3., der dog døde samme år og efterfulgtes af sin søn Konstans 2. (641-68), hvis grusomhed var sådan, at han til sidst måtte forlade Konstantinopel og tage ophold i Syrakus, hvor han blev myrdet. Under hans søn, Konstantin 4. Pogonatos (den Skæggede) (668-85), nåede araberne allerede frem til selve Konstantinopel, og hovedstaden blev kun reddet ved anvendelse af den græske ild. Konstantins søn, Justinian 2., regerede så grusomt, at han til sidst blev afsat, fik sin næse afhugget (deraf hans tilnavn Rhinotmetos) og blev fordrevet; i 10 år var han borte fra Konstantinopel, og i denne tid regerede Leontios (695-98) og Tiberius 3. (698-705); men derefter førtes Justinian tilbage af en bulgarsk hær og regerede endnu 6 år med en grusomhed uden mage, indtil han blev myrdet 711. Derefter fulgte hurtig skiftende kejsere (Philippicus 711-13, Anastasios 2. 713-16, Theodosius 3. 716-17).
Med Leo 3. Isaurieren (717-41) kom en ny herskerslægt på tronen, der atter bragte glans over det østromerske Rige. Allerede tidligere havde dogmestridigheder ofte spillet en hovedrolle i rigets historie; nu rettede Leo (726) et forbud mod den afguderiske dyrkelse af billeder og rejste derved billedstriden, der delte hele folket i to partier, billedtjenerne (Ikonolatrer) og billedstormerne (Ikonoklaster). Kejserens angreb på billederne gjaldt vel nok så meget præstestandens stedse voksende magt over folket; den første følge var dog, at riget mistede Ravenna og Eksarkatet, hvis indbyggere foretrak at underkaste sig longobarderne fremfor at opgive deres hellige billeder. Leos søn Konstantin 5. (741-75) fortsatte farens kamp mod kirkebillederne, hvorfor han fik tilnavnet Kopronymos (Besudleren), og krigede ligesom ham også heldig mod araberne og bulgarerne. Efter hans søn Leo 4. (775-80) regerede dennes enke, Irene, som formynder for sin søn Konstantin 6. Porfyrogennetos; på den anden »Synode i Nikæa (787) indførtes billeddyrkelsen atter.
Snart efter at Konstantin var blevet myndig, blev han blindet på morens befaling (797), og hun regerede nu i sit eget navn, prist af de kirkelige forfattere, indtil hun 802 blev styrtet af storskatmesteren Nikeforos, der 811 faldt mod bulgarerne. Efter Michael Rhangabes' svage regering fulgte Leo 5. armenieren (813-20), der slog bulgarerne, som var trængt frem lige til selve Konstantinopel, og tvang dem til en 30-årig fred; han optog også isauriernes billedkamp og ophævede den sidste Nikæa-beslutning, men blev snart efter ryddet af vejen af præstestanden. Under Michael 2. den Stammende (820-29) satte saracenerne sig fast på Kreta og erobrede Sicilien (827), og nye tab led riget under hans søn Theofios (829-42), som derimod gjorde sig fortjent ved at beskytte videnskaben. Efter hans død fulgte hans søn Michael 3. (842-67), for hvem først hans mor, Theodora, siden hendes bror Bardias førte regeringen; af disse bragte Theodora billedstriden til endelig afslutning ved at vende tilbage til Irenes standpunkt. Farerne udefra øgedes stedse; araberne trængte langt frem i Lilleasien, og en ny fjende fik riget i russerne hvis flåde 865 ankrede i Konstantinopels havn, men her blev ødelagt af en opkommende storm. Michael blev myrdet af sin yndling Basilius, med hvem det makedoniske dynasti kom til magten for omtrent to århundreder.
Basilius 1. (867-86) styrede med kraft både i det indre og ydre og lod udarbejde en ny lovsamling, Basilikerne, der fuldendtes under hans søn Leo 6. (886-911). Denne, hvis kærlighed til videnskaben skaffede ham tilnavnet filosoffen, kunne derimod ikke forsvare riget mod fornyede angreb af bulgarere og arabere, end mindre hans søn Konstantin 7. Porfyrogennetos (912-59), der selv hengav sig til lærde historiske studier, mens han overlod styrelsen til andre. Efter at hans søn Romanos 2. (959-63) var død, ægtede dennes enke, Theofano, den udmærkede feltherre Nikeforos 2. Fokas (963-69), der allerede tidligere havde genvundet Kreta og nu som kejser trængte araberne tilbage i Lilleasien, men gjorde sig forhadt ved sin strenghed. Han faldt som offer for en af Theofano stiftet sammensværgelse, hvis hovedmand, Johannes Tzimisces, derefter blev kejser (969-76) og kæmpede lykkelig mod rigets fjender. Nu kom atter en makedonier på tronen med Romanos 2.s søn Rasilius 2. (976-1025), under hvem riget nåede en længe ukendt magt, og som især gjorde ganske ende på Bulgarriget, således at rigets nordgrænse på ny blev Donau. Sammen med ham regerede hans bror Konstantin 8., efter hvis død (1028) riget gik over til hans datter Zoe, der ved ægteskab eller adoption satte 4 kejsere på tronen: Romanos 3. (1025-34), Michael 4. (1034-41), Michael 5. (1041-42) og Konstantin 9. Monomachos (1042-54); under hende falder den norske kongeætling Harald Haardraades ophold i Konstantinopel, hvor kejserne på den tid havde en livgarde af nordboer, varanger (varæger), der dannede kernen i deres hær.
Zoes søster Theodora (1054-56), med hvem det makedoniske hus uddøde, udnævnte Michael 6. Stratiotikos til sin efterfølger; men hæren indsatte i hans sted en fremragende feltherre af komnenernes slægt, Isaak. Han bragte atter orden i riget, men gik, ramt af en hård sygdom, allerede 1059 i kloster, og under de følgende kejsere (Konstantin 10. Dukas 1059-67, Romanos 4. Diogenes 1038-71, Michael 7. Dukas 1071-78 og Nikeforos 3. Botoniates 1078-81) voksede rigets farer; normannerne gjorde ende på det østromerske herredømme i Syditalien, og seldshukkerre trængte frem i Lilleasien. Derefter kom atter en komnen på tronen med Isaaks brorsøn Alexios 1. (1081-1118), der styrede klogt og kraftigt; da det første korstog fandt sted under ham, forstod han at udbytte korsfarernes anstrengelser til sin fordel, og hans søn Johannes 2. (Kalojohannes, 1118-43) generobrede den største del af Lilleasien. Endnu større fremgang havde den sidstes søn Manuel 1. (1143-80), men efter hans død indtrådte på ny forvirring og opløsning. Hans umyndige søn Alexios 2. (1180-83) blev myrdet af sin formynder Andronikos 1. (1183-85), denne atter styrtet af Isaak 2. Angelos (1185-95), som blev afsat og blindet af sin egen bror Alexios 3. (1195-1203). Den afsatte kejsers søn Alexios søgte hjælp i Vesten, og det lykkedes ham at formå venetianerne og de franske riddere til at rette det fjerde korstog mod Konstantinopel, hvori de genindsatte Isaak 2. med sønnen Alexios 4. til medregent (1203). Kejseren opfyldte dog ikke sine løfter til korsfarerne; hans søn blev afsat ved en folkeopstand, den gamle far døde af sorg, og Alexios 5. Dukas (Murzuphlos) besteg tronen februar 1204; men korsfarerne stormede nu hovedstaden 12. april.
Således faldt dette rige for vesterlændingenes angreb, efter at det så længe havde modstået de asiatiske og slaviske folk. Dets styrke beroede på hovedstadens fortrinlige beliggenhed og stærke befæstninger, der tillod den at modstå så talrige belejringer af arabere og slaver, på den gennemførte centralisation, den udmærkede finansstyrelse og den fortrinlige og talrige stående hær. Mens germanerne nedtrykkede civilisationen i det forhenværende vestromerske Rige, holdt store rester af oldtidskulturen sig i det østromerske Rige, og i åndelig dannelse, i kunst og industri overgik byzantinerne langt vesteuropæerne, der stod for dem som barbarer, da de ved korstogene kom i nærmere berøring med dem. Til gengæld savnede de den friskhed og de frodige livsspirer, der fandtes i Vesten, og det romerske præg veg i tidens løb ganske for et græsk-orientalsk; cirkus-legene hørte op, græsk blev kommandosprog i hæren fra 7. århundrede og brugtes til de store lovarbejder under Leo 3. og senere. Endda blev det klassiske græsk snart et dødt sprog, og samtidig blev den græske nationalitet gennembrudt ved indvandringer eller kolonisationer af slaviske folk. Den despotiske styrelse trængte folket tilbage fra al indflydelse, og den usikre tronfølge foranledigede de stadige kampe om kejsermagten; dog nærmede man sig mere og mere til en vis arvelighed, og kun den anerkendte som arveberettiget, der var født af kejsermoren i »Porfyrkamret« (deraf det hyppige tilnavn Porfyrogennetos). Den fra den romerske kejsertid arvede skarpe adskillelse mellem militær og civil styrelse hørte efterhånden op, da al kraft måtte sættes ind på rigets opretholdelse mod angrebene fra alle sider; fra Leo 3.s tid var riget inddelt i små provinser (Themata), der styredes af militære strateger, som stod umiddelbart under kejseren. Stormandsstanden blev derfor til krigerske adelsmænd, og det var til sidst disse, der indsatte kejserne; familierne Dukas og Komnenos er sådanne stormandsætter, og i disse godsejere så Vesteuropas korsfarere deres egne jævnbyrdige, der »hellere ville ofre livet end betale skat«, mens de betegnede den afhængige bondestand som vilains. Gejstlighedens magt kunne dog måle sig med adelens, og de billedstormende kejseres forsøg på at indskrænke den mislykkedes til trods for alle anstrengelser; derimod medvirkede billedstriden til adskillelsen af den græske og den romerske kirke, der endelig fastsloges 1054. Fra den byzantinske kirke udgik en fortjenstlig missionsbevægelse til de slaviske folk.
Efter Konstantinopels indtagelse 1204 delte erobrerne riget mellem sig; venetianerne fik 3/8, især bestående i kystbyer og øer, resten tilfaldt de franske riddere, der valgte grev Baduin af Flandern til kejser og for øvrigt indrettede lensfyrstendømmer rundt om. I de græske provinser i Lilleasien opretholdt byzantinerne dog deres frihed, og der opstod et kejserdømme i Nikæa under Theodor Laskaris og et andet i Trapezunt under Alexios Komnenos. Selve det latinske kejserdømme var svagt ved sin fri lensforfatning, der gjorde vasallerne omtrent uafhængige af kejserne, og disse vekslede hurtig (Balduin 1204-5, Henrik 1206-16, Peter af Courtenay 1216 -19, Robert 1219-28, Johan af Brienne 1228-37, Balduin 2. 1237-61), således at det ikke faldt Nikæas kejsere vanskeligt at brede sig på deres bekostning. Allerede Johannes Vatatzes, Theodors efterfølger (1222-54), indskrænkede den latinske kejser til så godt som kun at herske over selve Konstantinopel, og Michael Palæologos gjorde helt ende på det latinske kejserdømme ved 1261 i forbund med genoveserne at erobre hovedstaden,
Det genoprettede kejserdømme fik samme præg som det gamle, og folket følte sig endnu mere end før knyttet til sin kirke, efter at frankerne havde forsøgt på at gøre den romerske paves myndighed gældende; men i ydre magt stod riget langt tilbage; i de europæiske dele holdt franske lensfyrster sig ganske uafhængige, især i det egentlige Grækenland; bulgarer og serber trængte riget nord fra, og i Østen optrådte snart osmannerne, Michael 8. (1261-82) gjorde et mislykket forsøg på at nærme den græske kirke til den romerske på Konciliet i Lyon 1274; hans søn Andronikos 2. (1282-1328) blev styrtet af sin sønnesøn Andronikos 3. (1328-41), under hvis søn, Johannes 5. (1341-91), formynderen Johannes 6. Kantakuzenos en tid opkastede sig til medkejser (1347-55). På dette tidspunkt havde osmannerne allerede erobret alle palæologernes besiddelser i Lilleasien, og 1354 fik de fast fod i Europa ved at besætte Gallipoli, snart efter Adrianopel og Filippopel, mens de tvang Serbien og Bulgarien til at betale dem skat. Johannes' søn Manuel 2. (1391-1425) måtte flere år igennem se sin hovedstad indesluttet af osmannerne og rejste forgæves Europa rundt for at få hjælp; først mongolfyrsten Timur Lenks sejr over sultan Bajesid (1402) bragte ham lidt ro; men endnu inden hans død fornyedes angrebene. Hans søn Johannes 7. (1425-48) søgte at vinde de europæiske magter ved selv at indfinde sig på konciliet i Firenze 1439 og her slutte en union mellem den græske og romerske kirke; under hans bror Konstantin 11. erobrede osmannerne Konstantinopel 29. maj 1453, og den sidste kejser faldt selv i kampen. 1461 gik også riget i Trapezunt under.