LexOpen
   - Dit online leksikon

  Forside           Baggrund            Indhold            Fremtid            Retstavning            Struktur            Anmeldelser            Kilder            Kontakt         


Bogstav Panh - Para

Panhistor
Altvidende person.

Panhistori
Alvidenhed (især indbildt).

Panik
Pludselig, voldsom rædsel.

Panisk
Pluselig, sanseløs skræk.

Pankration
Oldgræsk bryde- og boksekamp.

Pankromatisk
Følsom for alle farver.

Pannus oculi
Pannus oculi, uklarhed i hornhinden.

Panoptikon
Vokskabinet.

Panoptisk
Synlig overalt fra et punkt.

Panorama
1. Rundskue, vid udsigt.
2. Billede af udsigten hele horisonten rundt.
Ældre nu udgået danske navne for ordet panorama: Vidskue, kringskue.

Panorere
Filme et panorama eller et stykke deraf.

Pantagruel
Umættelig, grådig person.

Pantagruelisme
Umættelighed.

Pantalons
Lange benklæder.

Panteisme
Læren om at Gud og naturen er et.

Pantheon
Æresgravkirke.

Panthoos
Panthoos (Panthus), en af de ældste i Troja, far til Euforbos, Polydamas og Hyperenor. Efter Vergil's Ænide var han søn af Othrys og selv præst for Apollon. Han omkom ved Troja's ødelæggelse.

Pantin
Pantin, by nordøstfor Paris.

Pantoffel
Tøffel.

Pantofobi
Altomfattende frygt.

Pantokrati
Alles herredomme.

Pantomime
Pantomime (græsk), et skuespil uden ord, helt bestående af mimik, men skelnet fra baletten ved, at der ikke absolut hører dans til. Som primitiv form for dramatisk fremstilling findes pantomime fra gammel tid hos vilde eller halvciviliserede folk, således hos Sydhavsøernes beboere. Kineserne og japanerne dyrker endnu denne dramatiske form i stor omfang, ofte med historiske sagn og begivenheder til indhold og med indblandede komiske partier.
I oldtidens Rom havde pantomime en høj blomstring i den dramatiske digtnings dekadenceperiode før den antikke kulutrs undergang. Den optrådte her som en fortsættelse og videre udformning af de gamle atellaner og de senere mimer. Pantomime kunne være komisk, men var hyppigere en fremstilling af karakterer og situationer fra gudesagnene. De udførtes af en enkelt mimiker, der optrådte med maske på og altså ene og alene var henvist til at udtrykke aktionen ved gebærder, støttede af sang (fra Augustus' tid et kor) og insturmentalmusik. Som berømte skuespillere i denne kunstart nævnes Pylades fra Alexandria, Bathyllos fra KIlikien og endelig Paris, Neros yndling. Byzans arvede interessen for pantomime og den vidtdrevne beundring for virtuoserne i det stumme spil, mens disse forestillinger mere og mere prægedes af usædelighed, indtil den kristne kirke tog sig for at ende derpå.
I 16. århundrede har man i Commedia dell' arte med sine stående masker og sine lazzi til dels en efterligning af de gamle pantomimer og fra Italien hidrører, i alt fald middelbart, den mærkelige levning af disse stumme skuespil, som under navn af pantomime endnu florerer i København og 1902 fejrede sit hundredårsjubilæum der. I virkeligheden kun jubilæum for familien Price's pantomimeforestillinger i det af den indrettede morskabsteater på Vesterbro, thi (ikke at tale om enkelte tidliger forsøg) Giuseppe Casorti havde allerede givet komiske pantomimer året før på Dyrehavsbakken. Efter at Casorti havde slået sig sammen med Price, var dennes teater i lang tid meget yndet af alle stænder, og den nævnte italienske mimiker nød stort ry for sin fremstilling af Pjerrot, den dumme tjener i pantomime, hvis øvrige traditionelle figurer var den gamle Cassander, en aflægger af Commedia dell' arte's Pantalone, datteren Colombine og hendes elsker, den fiffige Harlekin. Prices teater ophørte i 1840'erne, efter forskellige omskiftelser af skæbnen. Men dels vedblev medlemmer af slægten i en årrække at give forestillinger af og til, især på Hofteatret, og dels fandt pantomime samtidig et nyt hjem i det 1843 oprettede Tivoli, hvor den siden har været holdt vedlige, navnlig ved den yndede Pjerrotfremstiller Volkersen.
I England kender man også pantomime, dog af en fra de dansk-italienske helt forskellig art. De opføres med stor pragt i juletiden. Et ikke uheldigt forsøg på at genoplive Pjerrot er gjort i Frankrig i 19. århundredes 2. halvdel. Virkelige digtere havde skrevet sådanne, undertiden ret alvorlige. Virkelige musikere havde sat fin musik dertil og førsterangs skuespillere (som Sarah Bernhardt) er optrådt deri. Men det er dog næppe mere end en forbigående mode.
Synonymer: Stumspil, minekunst.

Pantomimiker
Pantomimeskuespiller.

Pantomimisk
I pantomimeform.

Pantoplastik
Pantoplastik, gengivelse i formindsket eller forstørret målestok af figurer, navnlig billedhuggerarbejder, sker sædvanlig ved hjælp af en maskine, indrettet således, at en ledestift, der føres hen over figuren gennem en lignende anordning som den, der anvendes ved pantografen, sætter et eller flere, stadig roterende bor i bevægelse i borets længderetning, således at størrelsen af borets bevægelser frem og tilbage altid stå i et og samme forhold til størrelsen af ledestiftens bevægelser.

Pantry
Pantry (engelsk), spisekammer, anretterværelse på oceandampere og krigsskibe.

Pantænus
Pantænus, den ældste lærer, som nævnes ved den alexandrinske kateketskole, død rimeligvis kort efter 200. Om hans liv vides ikke meget. Han var oprindelig stoiker, men skal være blevet kristen med den platoniske eklekticisme som mellemled. Han blev lærer for den senere kirkefader Clemens Alexandrinus. Pantænus skal efter en gammel tradition have foretaget en missionsrejse til Indien, det sydlige Arabien. Af hans talrige værker er kun et par fragmenter bevarede.

Panurg
Panurg (græsk), navnet på en rabelais'sk person. En durkdreven, forslagen person, skælm, underfundig, snu.

Panurgisk
Træsk, underfundig, snu.

Panyássis
Panyássis (Panyasis), græsk digter fra Halikarnassos, cirka 500 f.Kr., onkel eller fætter til historieskriveren Herodot, faldt i kampen for sin fødebys frihed mod tyrannen Lygdamis. Han skrev et episk digt, Herakleia, i 14 bøger og desuden i elegisk versemål Ionika, der behandlede de lilleasiatiske ioniske koloniers grundlæggelse, fragmenterne er udgivet i Epici Graeci, udgiver af Dübner og Lehrs (Paris 1881).

Panzacchi
Panzacchi, italiensk digter, er født i Romagna 1841. Han har udsendt forskellige digtsamlinger - Lyrica var den første betydelige og vundet megen anerkendelse hos det italienske publikum ved sin smagfulde lyrik, der navnlig besidder stilistiske fortrin, og hvori naturbeskrivelserne udmærker sig. Noget stærkt og oprindeligt talent er Panzacchi dog ikke. Han hører nærmest til Carducci's skole og er også en del påvirket af Heine. Foruden som digter har han gjort sig bekendt ved gode kritiske tidsskriftafhandlinger og essays. Han blev professor i æstetik ved Bologna's universitet 1895.

Paola
Paola, by i det sydlige Italien.

Paolo
Paolo (italiensk Paul), sølvmønt i den tidligere kirkesat af finvægt 2,42 gram = 10 bajocchi.

Paolo Morándo
Paolo Morándo eller Paulus Vernonensis (1486 - 1522), kaldet: il Cavazzolo, italiensk maler, født i Verona, død sammested, var elev af Domenico Morone og påvirket af dennes søn Francesco. Hans virksomhed falder i hans fødeby, hvor der nu i Pinakoteket er samlet de betydeligste af hans værker. Her ses hans store hovedværk: Christi Passion (1517), et værk, der i veronesisk kunst betegner en overgang fra 15. århundredes snævre realisme til 16. århundredes større og friere stil. Her ses også et andet hovedværk af Morándo Madonna med Helige (1522), særlig udmærket ved det skønne landskab. Endelig sammested en række små passionsbilleder af tidligere dato end den forannævnte store passiion, halvfigurer af apostle og helgener, samt Christus og Thomas; endvidere i Verona i Sakristiet i S. Anastasia: Paulus med helgener og den af engle bårne Magdalene og i SS. Nazaro e Celzo Christi dåb og bebudelsen. Uden for Italien findes billeder af Morándo i Londons National Gallery: Den hellige Rochus med engelen og Madonna med Barnet og Johannes i Landskab, og i
Dresden et Mandsportræt. En udmærket klar komposition, fin karakteristik af de forskellige figurer udmærker Morándos arbejder, farven er pragtfuld og rig, om end noget kold og hård. Særlig udmærket er landskabsbaggrundene, hvor Morándo i behandlingen af lyset og lufttonerne viser sig som en direkte forløber for Paolo Veronese.

Papageno-fløjte
Papageno-fløjte, det instrument, en slags pan-fløjte, hvormed Papageno i Mozarts opera Tryllefløjten er forsynet.

Papago
Papago, Pababota, indianerstamme af den uto-atztekiske folkestamme, udgør en understamme af pimaerne og lever på grænsen af Mexico og staten Arizona i USA.

Papal
Papal (nylatin), pavelig.

Papalsystem
Papalsystem, en kirkelig ordning som hos de romersk-katolske med en pave i spidsen for kirken.

Papat
Papat, pavedømme. En paves regeringstid.

Papegøje
1. Papegøje (søudtryk), et råsejl eller trekantet spidssejl, der anbringes på en båd eller kutter så nær agterstævnen som muligt, og som sættes på en dertil indrettet smækker lille mast: papegøjemasten. Papegøje anvendes navnlig i fartøjer med 1 mast, når denne er placeret temmelig forlig. Dens hensigt er at holde skibet til vinden under »bi de vind«-sejlads. Fiskerkuttere bruger papegøje til at »drive« for.
2. Tropisk klatrefugl.

Papel
Papel (latin) benævnes en lille, ophøjet knude på huden, sædvanligvis af hvidlig eller rødlig farve, af størrelse mellem et linsefrø og en ært.

Paperback
Uindbundet billigbog.

Papeterie
Papeterie (fransk), æskepost, sirlig mappe med brevpapir og konvolutter. På fransk også selve tilvirkningen af og handelen med papir.

Papias
Papias, biskop af Hierapolis i Frygien, levede i første halvdel af 2. århundrede. Om hans liv vides så godt som intet. Han skal have været discipel af apostelen Johannes og ven af Polykarp og skal være død som martyr. For kirkehistorien og for den nytestamentlige indledning er hans navn imidlertid af interesse, eftersom han er forfatter til et såre betydningsfuldt skrift Forklaring af herrens ord i fem bøger. Desværre har vi kun fragmenter af det, som Eusebios har overleveret. Papias har i dette værk samlet udsagn af Jesus og forklaret dem. Som kilder har han sandsynligvis benyttet alle vore fire evangelier. Men han har desuden øst af den mundtlige tradition. Han giver blandt andet værdifulde oplysninger om Matthæus- og Markus-evangeliets tilblivelse.

Papier mache
Papier mache, vandopblødt papir, der er presset i facon og tørret.

Papil
Vorteformet gevækst.

Papilla mammæ
Brystvorte.

Papillarlinjer
Linjerne på fingerspidsernes hud.

Papilliform
Vorteformig.

Papillom
Papilsvulst (for eksempel en vorte).

Papillot
Hårvindsel, »sommerfugl«.

Papillotte
Papillotte (fransk), papirsstrimmel, man sætter i håret for at få det til at krølle.

Papir
Papir er i børssproget en almindelig betegnelse for obligationer, aktier og lignende. Man taler således om statspapirer (statsobligationer), industripapirer (aktier i industrielle selskaber) og så videre.

Papirius
Papirius, romersk slægt i oldtiden, dels patricisk, dels plebejisk. Til den patriciske gren hørt familien Papirius Cursor, til den plebejiske familie Papirius Carbo.

Papisme
1. Nedsættende betegnelse for den romerske katolicisme.
2. Pavestræv, pavevælde.

Papist
Katolik.

Papistisk
Katolsk.

Papning
Papning kaldes undertiden den særlig stærke appretering af bomulds- og linnedvarer, som tilsigter at gøre disse fyldige og svære. Den foretages sædvanlig med klister, hvortil er sat voks og talg eller sæbe, som giver varen en vis blødhed, eller gummi eller lignende, som giver den stivhed.

Papolatri
Pavedyrkelse.

Papmache
Se papier mache.

Pappenheimer
Tro tilhænger.

Pappos
Pappos, græsk matematiker, levede i Alexandria i slutningen af 3. århundrede. Hans hovedværk er Matematiske samlinger i 8 bøger, som for størstedelen er bevarede (udgivet 1588 af Commandinus under titelen Collectiones mathematicae og 1875-78 af Hultsch sammen med Pappos øvrige værker). Dette værks store betydning ligger i de oplysninger, som det giver om tabte værker af den græske oldtids matematikere, særlig fra den alexandrinske tid. Enkelte ting deri skyldes måske Pappos selv, således sætningen: Et plant areal beskriver ved drejning om en akse i dets plan, som ikke gennemskærer det, et rumfang, der er lig arealet multipliceret med den af dets tyngdepunkt gennemløbne vej, samt et eksempel på fremstilling af en kurve ved en relation mellem afstandene fra et vilkårligt af dens punkter til nogle faste rette linjer, en fremstillingsmåde, som Descartes i sin geometri har udviklet til koordinatmetoden. Som andre vigtige resultater, der er bevarede for os gennem Passos værk kunne nævnes: Sætninger både om keglesnittene og om andre af de gamle græske matematiker behandlede kurver, bestemmelse af arealer på kuglefalden, begrænsede af spiraler, og hovedsætninger om dobbeltforhold og involution.

Paprika
Stødt, spansk peber.

Paps
Paps, »brystvorter«, navn på flere engelske toppe, således Paps på den skotske ø Jura (782 meter) og Paps ved Killarney-søen i Irland (696 meter).

Papua Ny Guinea
Papua Ny Guinea, land. Se artiklen: Papua Ny Guinea

Papyros
Papyros, grækernes navn såvel på det i Ægypten almindelige skrivemateriale som på den plante, hvoraf man fik det. Papyros er rimeligvis gengivelse af et ægyptisk ord. Hos Herodot forekommer ikke ordet papyros, men byblos (måske en anden gengivelse af det ægyptiske ord). Allerede i Odysseen tales om byblos-planten, dog ikke som afgivende materiale til at skrive på, men som tjenende til deraf at danne tovværk.

Papyrus
Papyrus, papyrusplanten, Cyperus Papyrus, fandt i oldtiden mangfoldig anvendelse i Ægypten og var en af landets vigtigste frembringelser. Marven tjente til føde, såvel kogt som rå. Toppen med blomsterdusken sattes ofte i de buketter eller kranse, hvormed man prydede templer og huse. Den træagtige vandret løbende rodstok eller mellemstok, hvorfra stængelen skyder op, afgav materiale til alle slags redskaber og lignende, ligesom den også brugtes som brændsel. Af stængelen tilberedte mand det berømte skrivemateriale, der bærer plantens navn, men dette var ikke dens eneste anvendelse. Stænglerne skares ofte op i hele deres længde, tørredes og flettedes sammen på forskellig måde. Man fik deraf tovværk, skibssejl, bakker, kurve, ja hele både, hvormed man kunne sejle på både kanaler og selve Nilens hovedløb. Man dannede også sandaler af Papyrus, ja endog klædningsstykker. Da dyrkningen af den ægte papyrus var underkastet visse indskrækninger, ja endog, i alt fald i visse tidsrum, var et regale, er det rimeligt, at andre arter af cypergræsser, særlig Cyperus dives, har tjent som erstatning ved forarbejdelsen af de omtalte genstande, kun ikke som skrivemateriale. Cyperus dives vokser nemlig endnu den dag i dag i Ægypten, hvorimod den ægte Papyrus (Cyperus Papyrus) nu synes at være omtrent forsvundet. Den ægte papyrus er desuden næppe oprindelig hjemmehørende i Ægypten. Dens stammeland er Abyssinien og det sydligste Nubien. Herfra er den i ældgammel, vistnok alt i forhistorisk tid, blevet indført i Ægypten, hvor den derpå i mange tider fandt et hjem. Man forsøgte i øvrigt at dyrke den andre steder, således i Syrien (hvor der forekommer en varietet af papyrus, Cyperus syriacus) og på Sicilien, hvor den arabiske forfatter Ibn-Haukal i 10. århundrede så den vokse. Papyrus dyrkedes her blandt andet i en flod ved Palermo, der efter papyrus fik navnet Papireto, men fra 13. århundrede havde dyrkningen tabt sin betydning, og 1591 var papyrus her helt forsvundet. Floden tørrede nemlig dengang væk. Strabo fortæller, at romerne fik papyrus fra søer i Etrurien, blandt andet fra Trasimener-søen, men derom vides intet nærmere. Der var vistnok fabrikker for tilvirkning af Papyrus i Italien, men disse fik rimeligvis råmaterialet fra Ægypten. Papyrus kom tidlig i brug blandt grækerne, indført fra Ægypten. Herodot taler herom (vers 58). Af en indskrift i Athen fra 407 ser man, at 2 ark papyrus der kostede 4 obol. Papyrus fra Ægypten anvendtes efter Alexanders tid som skrivemateriale vistnok overalt, hvor græsk civilisation var trængt frem, ikke blot mod øst, men også mod vest til Sicilien og Italien. Skrivematerialet kaldtes gerne charta. Da Eumenes 2. (197-158) ville gøre sin hovedstad Pergamon til et litterært og videnskabeligt centrum, i lighed med Alexandria, lagde Ptolemæerne af misundelse hindringer i vejen for udførselen af papyrus, hvad der førte til, at man i pergamon opfandt pergament eller rettere forbedrede behandlingen af skind til skrivemateriale. Om den forskellige anvendelse, papyrus fandt i det daglige liv i oldtidens Ægypten, giver Theofrast (IV, 10) gode oplysninger. Om selve fabrikationen af papyrus til skrivemateriale finder man hos Plinius i hans naturhistorie (XIII, 11-13) udførlige meddelelser, der dog desværre i det enkelte ikke er helt tydelige, rimeligvis fordi teksten flere steder er forvansket. Hovedsagen er dog klar. Stængelen af papyrus skæres op på langs med en skarp kniv eller lignende, hvorpå strimlerne, der alle måtte være lige store, lagdes ved siden af hinanden på et bræt , så at de dannede et Scheda, hvorpå man lagde andre, kortere strimler tværs over i ret vinkel. Om denne proces bruger Plinius udtrykket texere. Derved fremkom ark (plagula), der lagde i nilvand, som rimeligvis var opvarmet. Lagene klistrede sig nu sammen, som det synes ved den klæbrige saft, som fandtes i planten, og som ved vandet droges ud af den.

Par excellence
Par excellence (fransk), fortrinsvis.

Para
1. Para (græsk: ved, forbi, ud over og lignende) benyttes hyppig som forstavelse i sammensatte ord; gerne med bibetydning af, hvad der forfejler, overskrider målet og lignende.
2. Para (aktsche, medino), tyrkisk regningsenhed = 1/40 piaster, i guldmøntfoden = 2 asper.

Parabase
Parabase (græsk parabasis) er navnet på et bestemt afsnit af den gamle attiske komedie. Den anbragtes i reglen omtrent midt i stykket, hvor handlingen var ved et vendepunkt. Skuespillerne forlod da scenen, og koret, som blev alene tilbage marcherede op vendt imod publikum, hvorefter dels hele koret, dels korføreren, framsagde parabase. Denne stod sædvanlig ikke i nogen forbindelse med stykkets handling, men indeholdt digterens egne betratninger angående hans forhold til publikum, dels kritik af offentlige forhold i almindelighed, eller personlige angreb på enkelte personer. Den fuldstændige parabase faldt i 7 dele, dels længere stykker i fortløbende anapæstiske og trochæiske versemål, dels mindre, lyriske partier, men i mange komedier mangler flere af disse dele. Parabasse synes at være en rest fra komediens ældste periode, hvor det dramatiske element endnu var lidet udviklet, og de personlige spottedigte spillede hovedrollen, men i den gamle komedies blomstringstid er den et fast tilbehør til komedien og er vist endda blevet hørt med særlig interesse af publikum. Men allerede i Aristofanes' sidste komedier mangler parabase, og ligeså i den senere græske komedie.

Parabel
1. Parabel (græsk: sammenligning, lignelse), i digtekunsten den form af den moralsk-belærende fortællende digtning, der fremstiller en betydningsfuld sandhed af almindelig natur ved et billede af menneskelivet; fortrinlige eksempler er Jesu lignelser om den forlorne søn, sædemanden, farisæeren og tolderen og flere. Den er beslægtet med fabelen, der jo ligeledes fremstiller en moralsk sandhed ved et billede, men tager dette fra dyrelivet. Parablen, der virker ved dybsindig billedlighed, er udgået fra Orienten.
2. Parabel (matematik), en kurve hørende til de allerede i den græske oldtid undersøgte keglesnit. Den kan defineres som det geometriske sted for de punkter, hvis afstande fra et fast punkt, brændpunktet (F), og en fast ret linje, ledelinjen (L), er lige store. Afstanden fra brændpunktet kaldes brændstrålen. Parablen består af en enkelt gren, der strækker sig i det uendelige og er symmetrisk med hensyn til en akse (X) gennem brændpunktet vinkelret på ledelinjen. Parablens skæringspunkt med aksen (A) kaldes toppunktet. Parameteren, korden gennem brændpunktet vinkelret på aksen, er det dobbelte af brændpunktets afstand fra ledelinjen. Da parablen med samme parameter er kongruente, vil to vilkårlige parabler være ligedannede i deres parameteres forhold. Tangenten og normalen i et vilkårligt punkt (M) halvere vinklerne mellem brændstrålen (FM) til punktet og en prallel med aksen (MQ). Henført til et retvinklet koordinatsystem med adscisseaksee i Parablens akse og ordinatakse i tangenten (Y) i toppunktet får parablen ligningen y2 =px, hvor p er parameteren. Arealet af et parabelafsnit afskåret ved en korde af længden k vinkelret på aksen i afstanden h fra toppunktet er 2/3hk.

Parabellum
Parabellum (»bered dig til krig«), benævnelsen på en automatisk pistol af Lueger.

Parabiago
Parabiago, by i norditalien.

Parablepsi
Fejlsyn.

Parabol
Reflektor til billygte.

Parabolani
Parabolani (græsk), sygeplejere i de oldkristelige menigheder.

Parabolisere
Parabolisere, tale i lignelser.

Paraboloide
Keglesnitsflade uden centrum.

Parabolsk
Parabolsk (græsk) lignelsesvis; som har form som en parabels keglelinje.

Paracentrisk
Paracentrisk (græsk), bevægende sig omkring centrum.

Parade
Parade. Se artiklen: Parade

Paradere
Tage sig ud, prange, stå til skue, udføre en parade.

Paradigma
Paradigma (græsk), prøve, eksempel, betegner i grammatikken de forskellige bøjningsmønstre, hvorved ordenes bøjning indøves, i retorikken eksempler på forhold og tilstande i livet, som anvendes til at holde taleøvelser over.

Paradigmatisk
Mønstergyldig.

Paradis
Paradis, et ord, der rimeligvis er af persisk oprindelse, men er gået over i hebraisk, græsk og nyere sprog. Septuaginta bruger det som oversættelse af (Edens) have, og på grundlag deraf udformedes paradisforestillingen i den senere jødedom og den kristne kirke. Hos jøderne på Kristus tid kan paradisforestillingen spores i forskellige former. Snart tænker man sig Paradis som et jordisk opholdssted, den endnu eksisterende Edens have, snart som et himmelsk opholdssted hvor enkelte udvalgte fromme kunne komme straks efter døden, mens de fleste går til underverdenen, snart endelig som noget fremtidigt, en herlighedstilstand, der med Messiastiden oprettes på Sion, hvor så livets træ plantes og de salige bo. I Det Nye Testamente findes ordet tre gange, nemlig 2. Kor. 12,4, hvor det forestilles som himmelsk (om af Paulus tænkt som identisk med eller forskellig fra »den tredje himmel«?). Johannes åbenbaring 2,7, hvor der menes det fremtidige, det »ny Jerusalem«. Endelig Lukas 23,43, hvor der synes at menes et sted i underverdenen, hvor de fromme afdøde opholder sig, jævnfør Abrahams skød, Lukas 16,23.

Paradisenke
Paradisenke, en almindelig burfugle, hørende til væverfinkerne, sort med gul underside, gulbrun hale og hos hannen i parrringstiden en meget lang bøjet hale.

Paradoks
Paradoks (græsk), en sætning eller mening, der støder an mod de almindelige anskuelser og meninger og derfor synes sælsom, besynderlig og modsigende »som sandheder«, der kommer hundred år for tidlig. Paradoksi: påfaldende særhed eller egenskab i meninger. Den, der med flid bestræber sig for at hævde sådanne besynderlige, mod anerkendt sandhed stridende sætninger, kalder man en paradoksmager.

Paradoksal
Sær, påfaldende.

Paradoksomani
Hang til paradokser.

Parados
Parados (fransk) (Rygtravers) er en jordmasse, således beliggende i forhold til en bestemt forsvarslinje, at den dækker denne imod rygbeskydning.

Parafasi
Sygelig ordforveksling.

Parafere
Parafere (græsk: sving eller snirkel ved navnets underskrift) bruges i det officielle forretningssprog omtrent som enstydigt med: »medunderskrive«, således, at den paraferende ved sin underskrift indestår for ekspeditionens overensstemmelse med den beslutningstagende myndigheds virkelige afgørelse og for dens ægthed.

Parafernalier
1. Udstyr, grejer, tilbehør.
2. Hustrus særeje.

Parafin
Parafin er en fast, vokslignende masse, som blev fundet 1830 af von Reichenbach i produkterne af den tørre destillation af træn, navnlig i bøgetrætjære. Navnet parafin 8af latin parum og affinis) antyder, at stoffet ikke forandres ved påvirkning af forskellige, kraftig virkende reagenser.

Parafoni
1. Parafoni (græsk), en uregelmæssighed i stemmen, der består i, at den pludselig springer over fra dyb til høj. Hertil hører for eksempel den parafoni, der optræder i overgangsalderen.
2. Parafoni, i den græske musik betegnelse for intervallerne forstørret kvart (tritonos) og stor terts.

Parafrase
Parafrase (græsk), omskrivning, omdigtning.
1. En udvidende eller tydeliggørende oversættelse af et skrift eller dele af et sådant i andre ord.
2. Et musikstykke, i hvilket komponisten i fri form behandler et tema, varierer det og udstyrer det med figurværk og forsiringer.

Paragon
Paragon (græsk), prøvesten, mønster. En slags bogtrykkerskrift.

Paragraf
Paragraf (græsk), afdeling, afsnit i et skrift. Paragraftegn: §.

Paragrafi
Paragrafi (græsk), forstyrrelse i skriveevnen.

Paragram
Paragram (græsk), indskudt tilføjning til et skrift.Ordvits bestående i, at man borttager eller ændrer et ords første bogstav: Biberius (drukkenbold) for Tiberius.

Paraguay
1. Argentinsk flod.
2. Land i Sydamerika. Se artiklen: Paraguay

Parakinese
Forstyrrelse i musklernes samspil.