Alexandersarkofagen

Alexandersarkofagen, en stor marmorsarkofag, fundet 1887 tillige med en række andre af forskelligt kunstværdi i en dyb klippegrav i Sidon, nu bevaret i museet i Konstantinopel.

Over- og underdel er udhugget af hver sin mægtige blok af pentelisk marmor, rigt udformede, underdelen med Iignende leddeling som en ionisk søjlebasis, overdelen formet som et tempeltag, endog med gavlfigurer. Underdelens 4 sider bærer alle fremstillinger i høj relief. Langsiderne viser Alexander den Store i kamp (Slaget ved Issos?) og på løvejagt, med makedonere og persere, de øvrige relieffer kampscener. Kompositionen på langsiden viser en mærkelig lighed med det kendte mosaik Alexanderslaget i Pompeji, vistnok på grund af påvirkning fra et fælles forbillede.

Det er græsk, attisk arbejde, nærmest i tilslutning til Lysippos’ skole, af halvt realistisk, halvt fri, idealistisk karakter og af en livfuldhed, som kun sjælden i antik kunst. Meget mærkelig er sarkofagen endvidere ved at have bevaret betydelige dele af den oprindelige kolorering. Legemernes nøgne dele står svagt gulligt tonede, våben og navnlig dragterne med dybe, mættede farver, violet og karmin, purpur, blåt og brunt. Hår er brunt, øjeæble og pupil ligeledes malede, alt med enkaustiske farver, ikke altid nøje naturalistisk.

Skønt sarkofagen i gammel tid har været genstand for plyndring og nogen overlast, er dens almindelige bevaringstilstand særdeles god. Den er udført cirka 320, for en mand af Alexanders nærmeste omgivelser eller en af de af ham indsatte, indfødte lensfyrster. Da den fandtes i et gravanlæg, som må være de sidoniske fyrsters, er dette sidste mest sandsynligt, og der har da særlig været nævnt Abdalonymos, selv om scenerne på reliefferne synes at kunne svare til hovedbegivenhederne i en af kongens nærmeste venners liv: Laomedon fra Mitylene, der af Perdikkas 323 fik styrelsen af Syrien. Han blev vel fordrevet 320 og synes faldet snart efter, men 319 blev hans ven Eumenes herre i Sidon.